Kolik... Sådan forebygger du, at din hest får kolik.
Læs om de bedste måder at undgå kolik her i vores artikel.
Kolik er (desværre) en velkendt sygdom hos mange heste og
deres ejere. Kolik er en samlet betegnelse for smerter i bughulen, og årsagerne
kan være mange. Hovedårsagerne til kolik er typisk forstoppelse i bagtarm eller
tyndtarm, fejlgæring eller parasitter. Kolik er en af de sygdomme, som ligger
øverst som årsag til aflivning af heste.
Nedenfor har vi samlet nogle konkrete råd, som kan være med
til at forebygge kolik hos din hest.
·
Sørg for at foderskifte sker over minimum 14
dage. Det gælder også skift i grovfoderet.
Hestens tarmflora skal langsomt vænne sig til en ny type
foder, og studier viser, at det tager minimum 14 dage, før de er vant til et
nyt foder. I de første 14 dage af et foderskifte vil der være øget risiko for
kolikdannelse.
·
Sørg for at hesten får tjekket tænder
regelmæssigt og som hovedregel én gang årligt.
Hvis hesten har udfordringer i mundhulen, vil det kunne
forplante sig længere nede i fordøjelsen og kunne øge risikoen for kolik. Hvis
hesten fx ikke er i stand til at findele og male foderet korrekt med tænderne,
vil den kunne få problemer med nedbrydning og optagelse af næringen korrekt i
tarmene.
·
Fordel hestens foder over hele døgnet
Jo flere måltider, jo bedre! Dette gælder også for
grovfoderet (hvis hesten ikke har ad libitum adgang). Hesten er designet til at
spise mindre måltider ad gangen og med en kontinuerlig tildeling af grovfoder
vil fordøjelsen have de bedste forudsætninger.
·
Husk at kvaliteten af grovfoderet og
krybbefoderet også har stor betydning.
Den hygiejniske kvalitet skal være i orden! Er hestens foder
dårligt og inficeret med fx skimmel, muk eller lignende, så er det ikke egnet
til at fodre med. Hesten fordøjelse er sart, og fodres den med ringe foder, så
vil det øge risikoen for kolik markant.
·
Vær opmærksom ved store mængder krybbefoder
Tildeling af krybbefoder kan være nødvendigt for mange
heste. Men for store måltider, kan gøre mere skade end gavn. En øgning af bare
1 kg krybbefoder dagligt (med en stor andel korn i), vil øge risikoen for
kolikdannelse med 3 gange. Omvendt så vil tildeling af mere grovfoder mindske
risikoen for kolik.
·
Hold øje med vandindtaget
En tommelfingerregel siger, at en hest skal drikke 5-6 L pr.
100 kg kropsvægt dagligt. Hvis hesten trænes og sveder, vil behovet blive
næsten fordoblet. Heste foretrækker temperereret vand, og derfor kan man ofte
se et nedsat vandindtag i vinterperioden, hvor vandet naturligt er koldere. Den
hygiejniske kvalitet for vandet er ligeledes vigtig. Rens vandkopper,
vandspande, vandkar m.m. dagligt og tilbyd hesten frisk vand hver dag. Nedsat
vandindtag øger risikoen for forstoppelse i både tyndtarm og bagtarm. Det er
muligt at øge hestens vandindtag ved fx at tildele en spand vand med tilsat
æblejuice eller et måltid mash blandet i lunt/tempereret vand. Mash vil ofte
også kunne understøtte fordøjelsen med både præ- og probiotika.
·
Få styr på parasitkontrollen.
Det anbefales, at man tester hestene to gange årligt i forår
og efterår for parasitter. Man kan mindske parasitbyrden på folden ved at
fjerne gødning fra foldene ved jævne mellemrum. Et parasitangreb kan give
forstoppelse i bagtarmen og bændelorm kan give blindtarmsforstoppelse.
Husk at kontakte dyrlægen med det samme, hvis du oplever
symptomer på kolik hos din hest. Hesten kan på meget kort tid udvikle voldsomme
symptomer og blive farlig at håndtere.
Ha du brug for sparring angående valg af foder og tilskudsprodukter til din hest, så kontakt os på:
Mail: info@ll-haspeholm.dk
Telefon: 40 31 15 42
Efterlad en kommentar